Hvad kan Fortnite lære os om Generation Z?
Fortnite har taget verden med storm. Med sine 200 millioner aktive spillere er det i skrivende stund verdens mest populære spil og særligt generation Z har taget fænomenet til sig.
En stor bane, en kampbus og destruerbare omgivelser med intense spiller mod spiller kampe på op til 100 spillere – sidste mand vinder. Fortnite var en af de helt store hits i 2018. I denne artikel belyser vi, hvordan Fortnites popularitet reflekterer nogle generelle trends hos generation Z.
Gaming har bevæget sig væk fra den lidt “nørdede” subkultur, som det tidligere har været været forbundet. I stedet er gaming og e-sport blevet en aktivitet, som kan fylde 12.000 tilskuere i Royal Arena – og Fortnite er en af frontløberne i denne trend.
Fortnite har skabt et virtuelt hangout
Det er lykkedes Epic Games at skabe et sted, hvor man hænger ud online, på samme måde som man tidligere gjorde i en skatepark, på en fodboldbane eller på en kaffebar. Det er et virtuelt fællesskab med egne normer og slang, og er blevet refereret til som den nye ”dagligstue”.
Det har ikke kun skabt et online fællesskab, men også offline, da de fleste spiller med deres venner. Det er et sted, man mødes efter skole og arbejde for at socialisere. Spillet er gratis og er tilgængeligt på alle platforme, og folk kan spille på tværs af disse. Man kan altså bruge sin iPhone til at konkurrere mod en modstander, der spiller på en Playstation. Det er netop tilgængeligheden og den meget sociale oplevelse, som har skabt Fortnites enorme, virale vækst.
Fortnite skaber et fælles omdrejningspunkt for mange generation Z’ere. Selvom de ikke kender hinanden, ville de kunne danse ”floss”- dansen og dele fælles begejstring, når Epic Games annoncerer nye sæsoner og udgivelser.
Klimaforskning og Fortnite?
Platformen bliver brugt til meget andet end at konkurrere. Folk bruger Fortnite til at genspille filmscener, som de uploader på Youtube. En Twitch kanal er også opstået, hvor klimaforskere spiller Fortnite, mens de underviser seere omkring klimaudfordringer. Dette kom ud af en tweet fra klimaforsker Katherine Hayhoe, hvor hun beklagede sig over, at hendes webinar om klima kun fik 1000 views på Youtube. Samtidig havde hendes 11 årige søns Fortnite klip, fået omkring 10.000 seere på under 48 timer. Dette inspirerede Henri Drake, klimaforsker ved Massachusetts Institute of Technology, til at oprette en Twitch kanal som kombinerede de to.
Et enormt stærkt og alsidigt fællesskab er altså bygget op omkring Fortnite. Stærke virtuelle fællesskaber omkring spil har dog eksisteret i mange år, fx i Second Life, eller i World of Warcraft, men hvad adskiller Fortnite, er den massive skala, som det sker på. I sin storhedstid havde World of Warcraft 12 millioner aktive brugere, hvilket er peanuts sammenlignet med Fortnites førnævnte popularitet. Masseadoptionen blandt generation Z er særligt interessant, da det kan fortælle noget om deres forventninger til fællesskaber generelt. Fortnite er et klart eksempel på, at fællesskaber sagtens kan være online for disse “digital natives”.
Influencers og rå tovejskommunikation
Fællesskabet finder i lige så stor grad sted på Twitch og Youtube, hvor millioner af seere trofast følger med, når influensers fremviser deres evner. Den store stjerne i Fornite er ”Ninja”, som i skrivende stund har lidt over 20 millioner abonnenter på Youtube og 12 millioner abonnenter på Twitch, hvor han klart er den mest populære streamer. Foruden hans blå hår og usædvanlige Fortnite færdigheder adskiller han sig ikke markant fra sit publikum, og hans kæmpe popularitet kan tilskrives, at han netop er så relaterbar.
Ninja udgiver en massiv mængde indhold hver dag. Det har ikke den store produktionsværdi, men består af 12 timers lange uredigerede streaming sessioner, som er rå og autentiske på et niveau som meget få influensers kan være med på. Her lader Ninja ikke sit publikum se passivt på, men inkluderer dem, engagerer sig i dem, og svarer og kommenterer deres beskeder live.
Så hvad kan Fortnite fortælle os om Gen Z?
Fortnite fusionerer spil og det sociale medie og er blandt den første af sin slags i den størrelse. Det er en opskrift som særligt generation Z reagerer på.
Det er svært at forudsige, hvordan platforme som disse kommer til at forme sig fremadrettet. Dog er en ting sikkert, generation Z har allerede taget mediet til sig, og hvis man vil forstå dem, må man finde dem hvor de er, og det er ikke længere på fodboldbanen – det er online.
Hvis du har mere interesse i at vide mere om, hvordan unge tænker, hvordan de interagerer med hinanden, samt hvilke trends vi fremadrettet kan forvente blandt dem, kan du læse mere her.
Tilmeld dig CompanYoungs Nyhedsbrev
Gør som +2000 andre i HR og uddannelsesverdenen. Få tilsendt CompanYoungs nyhedsbrev hver måned med fokus på unges valg af uddannelse, job og karriere.